Tre hospitaler i Hovedstaden har problemer med skægkræ
HOVEDSTADEN: Der er fundet tilfælde af skadedyret skægkræ på tre af Region Hovedstadens hospitaler. Det viser en aktindsigt, som TV 2 Kosmopol har fået hos Statens Serum Institut (SSI). Mere specifikt er der tale om Gentofte, Herlev samt Nordsjællands Hospital.
- Der er flere af regionens hospitaler, der har oplevet tilfælde af skægkræ, bekræfter Region Hovedstaden i et svar til TV 2 Kosmopol.
Ifølge Thomas Pape, der er lektor ved Statens Naturhistoriske Museum, er skægkræet et ganske harmløst skadedyr i for eksempel private boliger.
På hospitaler udgør skægkræ til gengæld en infektionshygiejnisk risiko, når de observeres, hvor såkaldte sterilprodukter opbevares. Sådan beskriver SSI i et notat, der er udsendt til hospitalerne i maj 2024.
Ifølge aktindsigten fra SSI er der blandt andet fundet skægkræ på en operationsstue, der bruges til mikrokirurgi, kirurgi, som udføres under optisk forstørrelse. Det beskriver en hygiejnesygeplejeske fra Herlev og Gentofte Hospital.
Det vejledende notat fra SSI bekræfter forekomsten af skægkræ på operationsstuer og peger yderligere på, at der også er rapporteret om tilfælde af skægkræ i depotrum, undersøgelses-, behandlings- og sengestuer.
Retningslinjer efterlyst
Elsebeth Tvenstrup Jensen, overlæge hos Central Enhed for Infektionshygiejne i SSI, er en af hovedpersonerne bag udformningen af notatet.
- Vi har fået et stigende antal henvendelser fra særligt hospitaler, som har observeret, at de har fået et tiltagende problem med de her skægkræ, og derfor har bedt os om at lave nogle retningslinjer, forklarer Elsebeth Tvenstrup Jensen til TV 2 Kosmopol.
Elsebeth Tvenstrup Jensen siger videre, at der kan være en stor risiko for spild af udstyr i tilfældet af skægkræ på hospitalerne.
- Hvis du opdager skægkræ på et hospital, kan konsekvensen være, at engangsudstyr skal kasseres, og flergangsudstyr skal steriliseres på ny, uddyber overlæge Elsebeth Tvenstrup Jensen og understreger, at det kan blive økonomisk omkostningsfuldt.
Direktør i Anticimex, som er et professionel skadedyrsbekæmpelsesfirma, Rune Sejersen peger også på, at det kan blive økonomisk omkostningsfuldt for hospitalerne.
- Det nytter ofte ikke at bekæmpe skægkræ lokalt, specielt et sted som et hospital. Hvis det dukker op på en operationsstue, så er det kommet ind et andet sted fra. Og det kan blive en ekstremt dyr omgang for hospitalerne, siger han.
Flere andre hospitaler er ramt
Direktøren bekræfter over for TV 2 Kosmopol, at de har set flere tilfælde af skægkræ hos leverandører til sundhedsinstitutioner, herunder også leverandører af sterilt materiale.
TV 2 Kosmopol har spurgt Region Hovedstaden, hvordan man forholder sig til det verserende problem vedrørende forekomsten af skægkræ, og hvordan man vil bekæmpe dem på deres hospitaler. Her skriver Region Hovedstaden i et skriftligt svar:
- Der er flere af regionens hospitaler, der har oplevet tilfælde af skægkræ. De bekæmper de uvelkomne insekter med rengøring, og der er en skærpet opmærksomhed på udfordringerne med infektionshygiejne – med udgangspunkt i et notat fra SSI.
Det fremgår af aktindsigten fra SSI, at det ikke kun er Region Hovedstaden, der har problemer med tilfælde af skægkræ.
Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Sygehus Sønderjylland og Regionshospitalet Horsens er blandt de hospitaler, der har henvendt sig til SSI omkring skægkræ.
Forskel på skægkræ og sølvfisk
- Et fuldvoksent skægkræ er lidt større end sølvfisken og bliver som regel op til to centimeter langt.
- Skægkræ har ligesom sølvfisken tre haletråde, men de er længere end hos sølvfisken.
- Sølvfisken skinner mere end skægkræet. Skægkræet har i stedet en mere brunlig krop.
- Skægkræet er god til at kravle i modsætning til sølvfisken, der kun kravler på vandrette flader. Skægkræet kan derfor komme op ad væggen eller skabet.
- Skægkræet er meget invasivt, hvilket betyder, at det formerer sig mere end sølvfisk. Det har en levetid på syv år, og i løbet af den tid kan det lægge cirka 150 æg.
- Kilde: Videncentret Bolius
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.