Tusindvis af patienter mangler kritisk medicin - problem vokser
Antallet af sager om mangel på medicin er på det højeste niveau i årevis. Det skriver Berlingske på baggrund af en ny opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen.
Her fremgår det, at der i gennemsnit er blevet indberettet 108 sager om mangel på medicin - også kaldt forsyningssager - om måneden i 2023. Det toppede i marts, hvor der var 143 indberetninger. I februar var der 114. Berlingske skriver ikke, hvilket år antallet af sager om mangel på medicin senest var så højt.
I 2020 toppede antallet af forsyningssager efter coronapandemiens udbrud med henholdsvis 101 og 98 sager i april og maj.
Ifølge Berlingske fremgår det af en orientering fra Lægemiddelstyrelsen til Nationalt Råd for Forsyningssikkerhed, at flere af forsyningsvanskelighederne er "kritiske og længerevarende".
Udfordrer læger og patienter
I orienteringen lyder det også, at der er en stigning i antallet af restordrer på apotekerne, og at medicingrossister oplever, at færre produkter leveres i efterspurgt mængde til rette tid.
- Vi oplever klart, at der er tiltagende problemer på dette felt, og at det udfordrer både læger og patienter i forhold til at kunne levere den bedste behandling, siger Camilla Rathcke, formand i Lægeforeningen, til Berlingske.
I år har der blandt andet været stort fokus på manglen på diabetesmedicin. Det kan være appetitnedsættende og dermed resultere i vægttab. På den måde bliver diabetesmedicinen også brugt som slankemiddel.
Af den grund er efterspørgslen vokset markant, hvilket har gjort det vanskeligere for diabetikere at få fingrene i medicin som Ozempic.
Berlingske skriver, at der også er mangel på Antabus, der er et lægemiddel mod alkoholmisbrug. Derudover mangler der også medicin til danskere med hjerteproblemer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.